Koncert- og tenorguitarer: menzura 380-432 mm, GCEA-stemning

Koncert- og tenorguitarer: forskellen på skala og spilkomfort

Koncert- og tenorguitarer dækker to skalalængder, ikke to smagsretninger. Koncertmodellen har en menzura på 380 mm og en totallængde omkring 58 cm, mens tenorversionen løber op i 432 mm menzura og 66 cm i alt. De 52 mm i forskel ændrer båndafstanden, strengespændingen og lydprojektionen mærkbart. En voksen med hænder i standardstørrelse spiller typisk renere barré-akkorder på et af disse to formater end på en sopran, fordi fingrene ikke skal presses sammen i et for lille rum mellem båndene.

Koncertformat (menzura 380 mm): udgangspunktet for voksne begyndere

Koncertformatet er udgangspunktet for de fleste voksne begyndere. Båndafstanden tillader barré-greb allerede efter et par ugers øvelse uden overbelastning af led og sener. Stemningen er GCEA som på sopranen, men med en lidt højere strengespænding, der giver bedre taktil feedback under fingrene. Et dæk i massivt gran på en model i mellemklassen, typisk 120 til 180 euro, giver tilstrækkelig lydstyrke til at akkompagnere sang i en gruppe på tre til fire personer. Hvem der vælger dette format, finder et bredere udvalg under koncerterne.

Massivt gran-dæk versus lamineret dæk på koncertmodeller

Forskellen mellem et dæk i massivt gran og et i lamineret lind mærkes direkte i spillet. Et massivt gran-dæk åbner sig gradvist med brug og reagerer mere præcist på anslagets nuancer, mens et lamineret dæk til 40-70 euro giver en mere ensartet, men mindre responsiv klang, med hurtigere lydmætning ved kraftigt spil. Modeller som Kala KA-CE, Flight C200 og Ortega RFU11CE ligger i den prisklasse, hvor forskellen begynder at kunne høres tydeligt.

Tenorformat (menzura 432 mm): mere bas og rækkevidde

Tenorformatet henvender sig til spillere, der har passeret begynderstadiet og søger mere bas og rækkevidde. De længere strenge giver en mere stabil spænding fra session til session, og adgangen til de høje positioner, 17. til 19. bånd afhængigt af model, bliver markant lettere end på et koncertinstrument. Det er også på tenor, at strengevalget gør størst forskel: fluorcarbon-strenge som Worth Brown eller Fremont Blackline giver klare diskanttoner og lang sustain, mens de fabriksmonterede Aquila Nylgut-strenge giver et fyldigt mellemregister og stabiliserer sig efter 15 til 20 timers spil.

Low-G-stemning på tenor: udvidet toneomfang

Tenor er det eneste format, hvor Low-G-stemning giver mening som standardvalg. Med en dyb G-streng i stedet for den sædvanlige høje kvart dækker instrumentet et toneomfang på over to en halv oktav, tæt på registret i de fire midterste strenge på en klassisk guitar. Denne stemning kræver en omviklet fluorcarbon- eller forstærket nylon-G-streng, som ikke sidder på som standard på de fleste modeller. Ohana, Kanile’a og Cordoba leverer tenormodeller, der er indstillet til Low-G fra fabrikken. Alternative strenge og korrekt opsætning findes under stemmere & metronomer.

Tandhjulsmekanik og benstolpe: to afgørende detaljer

To tekniske detaljer afgør, om et koncert- eller tenorinstrument bliver rart at spille på i praksis. Tandhjulsmekanik med et forhold på 14:1 eller 18:1 giver finjustering og et markant bedre stemmehold end friktionsmekanik i plast, som glider under strengspændingen efter et par ugers brug. Flight, Kala og Ortega monterer 18:1-mekanik allerede i deres andet prisleje, fra 90 til 100 euro. Benstolpen betyder mindst lige så meget: en sadel i ægte ben, korrekt tilpasset i højden, overfører strengens vibrationer bedre til klangbunden end en standard ABS-sadel og giver en mere stabil intonation ved barré-greb højt oppe på gribebrættet. At skifte en ABS-sadel ud med en knoglesadel koster typisk 15 til 20 euro hos en reparatør og kan gøre et ellers frustrerende instrument spilbart.

• Koncertformat (menzura 380 mm): voksne begyndere og mellemniveau, GCEA-stemning, standard barré-komfort
• Tenorformat (menzura 432 mm): mellemliggende til avancerede spillere, kompatibel med Low-G, bedre projektion i bas
• Massivt gran-dæk: åben, dynamisk klang fra omkring 120 euro i koncertformat
• 18:1-tandhjulsmekanik: stabilt stemmehold, relevant fra det andet instrument og opefter
• Benstolpe i ben: bedre intonation ved barré højt på gribebrættet

Elektroakustiske tenormodeller til scene og optagelse

De elektroakustiske tenormodeller med under-sadel-mikrofon, som man finder hos Fishman Kula, Belcat eller Shadow, forstærker signalet direkte fra klangbundens vibrationer frem for fra luftlyden. Det giver et renere signal på en støjende scene. På en tenor med massivt gran-dæk er den forstærkede lyd mere afbalanceret end på et krydsfiner-dæk, som har tendens til at fremhæve mellemtonerne på bekostning af bassen. Ved optagelse giver en veljusteret akustisk tenor, med strenghøjde på 3 mm ved 12. bånd på bassiden og 2,5 mm på diskantsiden, bedre resultat med en nærfelts-kondensatormikrofon end direkte optagelse via jackstikket. Relevant tilbehør som mikrofoner og forforstærkere findes under forstærkere, mikrofoner og effekter.

Vedligeholdelse af koncert- og tenorguitarer i massivt træ

Koncert- og tenorguitarer med dæk eller korpus i massivt træ kræver en relativ luftfugtighed på 45 til 55 % for at holde sig stabile. Under 40 %, hvilket er typisk ved centralvarme om vinteren, trækker træet sig sammen, og båndene kan stikke ud over gribebrættets kant. Over 65 %, som kan forekomme i en fugtig sommer uden aircondition, risikerer limfugerne i korpussen at åbne sig. En korpsbefugter af typen Oasis OH-5 eller D’Addario PW-HPCP-01, placeret i etuiet, løser problemet om vinteren, og et halvstift etui med mindst 1,5 cm skumpolstring beskytter hals og hoved mod almindelige stød. Egnede etuier findes under overtræk og kasser, mens reservedele som strenge, sadler og mekanik ligger under vedligeholdelse & reservedele. På et instrument i massivt træ til 150 euro og opefter er den slags forholdsregler billigere end reparationen af en revnet korpus.